Den Evige Ild

Forfatter: Ken Follett

Titel: Den Evige Ild

Serie: Kingsbridgetriologien

Serienummer: 3

Forlag: Cicero

Sider: 1000

Udgivelsesdato: 12-09-2017

 

Den Evige Ild har for mange været en længe ventet afslutning på Ken Folletts middelalder triologi om Kingsbridge. Og Ken Folletts historiske viden og overblik skuffer slet ikke, da han side efter side portrætterer 1500-tallets religionskrige og tronfølgestridigheder.

Fortællingen starter som vanen tro ud i det fantastiske Kingsbridge. Flere gange bliver der kastet bemærkninger til Prior Phillip, Jack og Caris, der binder trilogien sammen. Men Den Evige Ild kan sagtens læses alene og har ingen fortællermæssig betydning og sammenhæng til de andre fortællinger. Men selvom Kingsbridge danner ramme om starten, bliver læseren hurtigt ført ud i resten af Europa igennem de mange karakterers eventyr og rejser, hvor vi bl.a. bliver introduceret til magtkampe i Spanien, Holland, Frankrig og selvfølgelig England.

Men til tider gaber Ken Follett for stort. I hans centuri-triologi viser han et stort historisk overblik i verdenskrigene, og den kunst forsøger han at gøre efter i Den Evige Ild. Men problemerne ved infrastrukturen i 1500-tallet bliver også et problem for Ken Follett. Det er for svært for ham at kæde enkle fortællinger sammen, og de bliver derfor meget overfladiske.  Specielt de spanske aktører kunne jeg godt have været foruden, og jeg tog da også mig selv i til tider at bladre lidt hurtigt.

Jeg er vild med den psykopatiske Piere Aumande og hans spil med Sylvia. Det er mine ynglingspersoner og de fungerer perfekt. Desværre er det ikke deres fortælling, der er kernen. Det er selvfølgelig den britiske kærlighedshistorie, der er bygget op på den samme snor som Jack og Aliena og Merthin og Caris.  Men Ned og Margerys ulykkelige kærlighedshistorie er MEGET forudsigelig, og Margerys karakter er ikke til at holde ud.

Nårh ja så tror jeg heller ikke, at jeg ville læse den, hvis jeg var katolik, fordi de er mere eller mindre alle sammen onde, hvor protestanterne kæmper for friheden.

Når alt det her så er sagt, er Ken Folletts signaturiske sans for detaljen og fortælletekniske værktøjer ikke til at tage fejl af. Man bliver draget ind i fortællingen og opnår en kæmpe historisk viden, der er pålidelig igennem underholdning i stedet for at åbne en støvet faglitterær bog!

Jeg tror, at hvis jeg ikke havde læst Jordens Søjler og Den Uendelig Verden først ville jeg have elsket bogen, men sammenlignet med dem, er min begejstring moderat. Alligevel sniger den sig op på fire fjer!

God læselyst!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *