Døden kommer til Pemberley

Forfatter: P. D. James

Titel: Døden kommer til Pemberley

Forlag: Rosinante

Sider: 296

Udgivelsesdato: 2011

Døden kommer til Pemberley. Bogen bærer unægteligt sin sin handling i titlen.

Elisabeth Darcy, née Bennet og mr. Darcy, lever i ægteskabelig lykke på Pemberley Hall. Der er både børn og godt forhold til yndlingssøsteren Jane og dennes mand, mr. Bingley, toleligt fohold til Elisabeths forældre,og ikek mindst: en formue stor nok til at holde bekymringer fra døren!

Men så en aften ankommer Elisabeths søster Lydia i vild oprør til Pemberley. Elisabeth har knap set søsteren i de forgående syv år, efter Lydia løb væk med Wickham, den moralsk anløbne officer, som Elisabeth selv havde flirtet med. Nu råber Lydia imidlertid op om, at hendes mand er blevet myrdet i skoven, og med ét er Pemberley på den anden side af sig selv, for hvad er der egentlig sket inde i skoven og hvem er død?

Døden kommer til Pemberley er bestemt bogen for dig, der både er til Jane Austen romaner og krimier. Jeg havde dog lidt svært ved at komme igennem den. Handlingen og plottwistene er såmænd originale nok og James gør et mesterligt stykke arbejde i at kopiere Austens skrivestil og sprog, men alligevel, så fandt jeg den træg at komme igennem. Det hele er simpelthen så… pænt hele tiden! I Austens egene bøger er der konstant den der underfundige og sarkastiske samfundskritik og humor hvormed hun beskriver alting, og den savnede jeg. Det er naturligvis også noget af en mammutopgave, at prøve at skulle kunne skrive indgående om et samfund, som eksisterede i slutningen af 1700-tallet, og det kan James næppe klandres for ikke at kunne gøre som Austen selv. Alligevel, så var det nok manglen på skarp, subtil humør, som jeg manglede mest.

De drabelige sekvenser va også meget hurtigt forbi. Jeg kunne godt have brugt en anels mere gysen ned ad nakken, når de mest uhyggelige passager passerede forbi mine øjne, men de udeblev.

Det var ikke en bog, som blæste mig bagover. Jeg var nødt til at tage den i bidder over ret lang tid – jeg skulle simpelthen svinge mig op til den hver eneste gang! – men til gengæld, så var den heller ikke et dårligt bekendtskab. Jeg føler bestemt ikke, at det var en ligegyldig bog, men nok lidt mere som en matematiktime for mig: brugbar, men altså ikke særlig ophidsende. Hvis man nyder sproglig finesse, så kan den læses alene, så man kan nyde James’ beherskelse af det austenske sprog, men en iskold kriminalroman skal man ikke regne med. Mere en light og ret høflig cross over mellem Stolthed og Fordom og Miss Marple (som det skal siges, at jeg er meget begejstret for!).

For opfindsomhed og sprogligt pletskud giver jeg Døden kommer til Pemberley 3 flotte fjer.

 

Anmeldt af Maria

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *