En Konges Vej

 

Soldaten flåede våbnet fri igen. Cenn tumlede baglæns og tabte både sit spyd og sit skjold. Han faldt om på den stenfyldte jord og lå og plaskede rundt i en andens blod. Hans fjende løftede et spyd højt til vejrs, en silhuet, der tårnede sig op mod den klare, blå himmel og var klar til at hamre det ind i hjertet på Cenn. Og så var han der. Delingsfører. Stormvelsignet. Som ud af intet kom Kaladins spyd og afværgede lige akkurat det stød, der ellers ville have dræbt Cenn. Kaladin stillede sig op foran Cenn, alene, ansigt til ansigt med seks spydkæmpere. Han tøvede ikke. Han angreb

Det tog Brandon Sanderson 10 år at opbygge og kortlægge verdensopbygningen i En konges Vej, og det kommer til sin fulde ret i værket. Læseren får nemlig en meget enestående fortælling og fantasyverden, der for mig at se ikke er inspireret af noget andet værk. Den ligger ikke op af middelalder eller vikingetid, og vi møder hverken drager, vampyrer, elvere eller bueskyttepiger.(som efterhånden er ved at blive nogle lidt trættende emner) Nej, den står helt for sig selv, og det er helt FANTASTISK!

Bogen bærer et stort bræg af filosofisk tankegang især mht. regeringsformer og giver aldrig et endegyldigt svar. Det hele svæver i luften og Brandon Sanderson tvinger dermed læseren til selv at tage stilling. Det er en ambitiøs fortælleteknik, der gør bogen meget interessant for den rutinerede læser. Jeg vil dog ikke anbefale bogen til læseren, der havde svært ved at komme igennem Game of Thrones. Man skal være glad for ”tunge” værker, men hvis man er det, får man også en læseoplevelse af en helt anden verden.

I bogen bliver man præsenteret for tre hovedkarakterer, Dalinar, Shallan og Kaladin, som kommer fra tre vidt forskellige baggrunde og steder i Roshar.

Karakteren Kaladin er for mig en af de mest spændende og bedste karakterer, som jeg nogensinde har fulgt i en bog eller film– hvis ikke den bedste. Hans rejse er hele vejen gennem bogen helt unik, og jeg havde en følelse af, at jeg rent faktisk rejste med ham – og det var i slavevognen eller på broløbene på plateauerne.  Hans historie er også ekstrem tragisk og realistisk og giver et gruopvækkende indblik i krigens nederste individer. Fantastisk er vist ordet, der beskriver rejsen bedst.

Dalinar er den afdøde konges bror og befinder sig på syvende år på slagmarken med alle fyrsterne og den nye konge. Deres mål er hævn over parashenderne, som er skyld i kongens mord, men Dalinar begynder at betvivle deres motiv og får varsler fra det hinsides om dommedags komme. Igennem bogen følger vi Dalinars og sønnen Adolins politiske kamp med adelens intriger og grådighed. Hver gang jeg læste om Dalinar sad jeg med tungen lige i munden og var oprigtig i tvivl hver gang, han var i tvivl, og jeg blev mange gange snydt af de intrigante fyrster. Dalinar kunne jeg bare ikke få nok af.

Til sidst følger vi også den kvindelige helt; Shallan. Den mere filosofiske del af En Konges vej spiller ofte ind i Shallans diskussioner og overvejelse, da hun er den lærde Jasnars lærling. Shallan er meget dygtig til at tegne, og det viser sig efterhånden, at hun har nogle særlige kræfter, der bliver tydeligere og tydeligere, som fortællingen løber fremad. Dog kedede jeg mig ofte, når jeg læste stykkerne med Shallan. Både Dalinar og Kaladin kæmper hele vejen for deres plads og overlevelse, og man følger derfor spændende rejser. Modsat får Shallan alt foræret via sine evner og held, hvilket gør hende lidt udmattende som karakter i forhold til de andre to. Dog er det stadig en unik karakter, hvor man ikke kan udregne det næste plottwist.

Forsiderne er pæne og illustrativ godt lavet, men jeg kan ikke lade være med at undre mig over landskabet. Vi ser Kaladin, vores fantastisk helt, på området, hvor største delen af bogen udspiller sig. Men det er et fladt slettelandskab, og ikke det plataeu og kløftlandskab, som der bliver beskrevet i bogen, og hvilket gør fortællingen mega spændende. – For hvad er det lige der gemmer sig i kløfterne? Det er lidt ærgerligt, da kløfternes hemmelighed i høj grad er, hvad bogen handler om.

En konges vej er i den danske oversættelse fra Ulven og Uglen delt i to bøger, hvilket er et godt træk og begge bøger fungerer som to gode selvstændige bøger. Hvis jeg skal være helt ærlig havde jeg i første omgang ikke opdaget, at jeg læste en bog i to dele, da jeg var færdig med del 1. Bogen strækker sig over 1587 sider og er selvsagt en ordentlig kleppert at komme igennem. Og hvis man kombinerer dette med det filosofiske aspekt af fortællingen, kræver En Konges Vej en meget rutineret læser. Til gengæld, hvis man så er det, er det et imponerende værk, som er en læseoplevelse helt for sig selv.

Brandon Sandersons fantasyunivers og fortælling er unik, og det undrer mig ikke, at den nyder så stor succes og anerkendelse i USA. Så hvis man nyder at læse ”tung” fantasy, vil jeg anbefale den som et must-read! Og selvom jeg mener, at den har en meget snæver målgruppe, får den fem stjerner, da jeg virkelig sad med følelse af at have læst noget, jeg ikke kommer til igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *