Harry Potter – A History of Magic

Forfatter: British Library

Antal sider: 256

Udgivelsesår: 2017

Sprog: Engelsk

Originalsprog: Engelsk

Forlag: Bloomsbury Publishing Plc

Antal fjer: 5

Se, det her, det er jo noget nær det ypperste for mig: en historisk tilgang til Harry Potters univers! Både historikeren og den vilde HP-fan i mig var i ekstase, da jeg fik bogen i hænderne!
Jeg skulle afsted til London på studietur med arbejde (ja, jeg er forudindtaget når det kommer til J.K. Rowling – det bliver man af at være en af arrangørerne bag Harry Potter Festivalen), hvor vi skulle se udstillingen på British Library, og vi havde fået et par eksemplarer af bogen tilknyttet og udviklet af British Library, Bloomsbury og J.K. Rowling, hjem. Så jeg ville gerne være godt forberedt, og læste bogen.

Den er lavet i forbindelse med udstillingen af samme navn, der kørte på British Library fra 20. oktober 2017 til og med 28. februar 2018 (som jeg nåede ind at se dagen før den lukkede!).

Det skal hurtigt siges, at bogen er en fantastisk trøst til de, der ikke nåede udstillingen, idet den tager læseren med på en rejse gennem fagene på Hogwarts samtidig med, at den fremviser eksklusive manuskripter og skitser, der har haft betydning for udviklingen af Harry Potter universet. Det er ikke alle fagene fra Hogwarts, som er med, men der er udvalgt nogle af de, som har en klar rod i vores verden.  Hvert kapitel gennemgår de forskellige artefakter, gamle skrifter, manuskrifter, tegninger og illustrationer, som man kunne se i udstillingen, og kommer med oplysninger herom. Ekstra for bogen er, at hvert kapitel starter med en særlig introduktion fra en person med særlig viden om området. Fx har man fået en astronaut til at skrive lidt om hans oplevelser med universet og stjerne i introen til Astronomy!

Bogen er virkelig sublimt skrevet. Det er det første, jeg vil sige. Dernæst, så er den grafisk sat så lækkert op, at selvom man ikke er die hard HP-fan, så vil man ikke kunne undgå at blive draget.

Bogen starter med et afsnit med lidt generel information om J.K. Rowling og Harry Potter. Her er både nogle af Rowlings egne skitser og billeder fra Jim Kay, den dygtige tegner bag de tre hidtil udgivne illustrerede Harry Potterbøger, 1-3.  Jeg fik mig nu noget af en overraskelse i dette afsnit, for jeg var nemlig ikke klar over, at Rowling tegnede, og selvom kunstnere som Jim Kay uomtvisteligt betyder en større teknisk snilde, så er Rowlings egne tegninger fulde af liv og de gengiver så godt, hvad hendes ord har malet frem af billeder for os andre.

Efter introduktionsafsnitte, så kommer vi til Potions. Der båder kobler kedler og den ældste trykte tegning af hekse sammen med Jim Kays portræt af Severus Snape. Hernæst følger underfaget Alchemy, hvor man kan se afbildninger af the Ripley Scroll – et enormt 1500-talspergament på adskillige meter, der udførligt og med farverige illustrationer beskriver, hvordan man laver de vises sten!

Mit yndlingsafsnit var faktisk det efterfølgende Herbology, fordi vores egen verdens rige historik med at kategorisere planter og deres egenskaber er utrolig smukt og udførligt gennemgået i bogen. Der er de skønneste tegninger – ikke mindst fra en kvinde, der malede dem som en måde at tjene penge på at få sin mand løsladt fra fængsel!

Charms gennemgik de forskellige former for besværgelser, som man har benyttet sig af igennem tiden – blandt andet abracadabra, som avada kedavra er afledt af! Men abracadabra var ment som en beskyttelse i tidligere tider og ikke en forbandelse.

Astronomy er både et vigtigt fag på Hogwarts og ganske som kentaureren Firenze underviser i det, så viser bogen historiens paralleller til græsk mytologi, hvor kentaurer havde stor indsigt i stjernerne. Desuden ses der på nogle af de stjernekonstellationer, som flere af karaktererne er opkaldt efter (Bellatrix Draco, Sirius, Lupus).

I Divination kigges der på alle de mangfoldige måder, som folk har forsøgt at spå om fremtiden på igennem historien og rundt omkring i verden. Her er min yndlings nok de kinesiske spåben, som var knogler indskrevet med kinesiske tegn. De blev kastet på ilden og den måde, hvorpå de sprak, ville sige noget om fortiden. Selvfølgelig er her også en tegning af Trelawney og en del om hendes favoritfremgangsmåde: tebladslæsning.

Defence Against Dark Arts byder på gamle råd mod varulve og vampyrer, og en vis sleevironi med reference til, hvad Remus Lupus ville have syntes om disse, men det leder videre til afsnittet om Care of Magical Creatures, der gennemgår de mange fantastiske væsner, som man i den grad har troet fandtes! Enhjørninger, havfruer, basilisker, fugl føniks og mange andre!

Bogen er ved at blive oversat til dansk, og kan forudbestilles på nettet, men ellers så anbefaler jeg varmt den engelske udgave. Den er i særdeleshed og så absolut magisk.

 

Anmeldt af Maria

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *